Min historie

Jeg har i sin tid startet og udviklet Fundamentet, hvor jeg har været leder i 4-5 år, før jeg fra 1. januar 2018 valgte at give faklen videre og opstarte Center for Social Nytænkning (CFSN). Jeg vendte senere tilbage som leder for Fundamentet indtil 2022 og har kørt CFSN sideløbende, før jeg vendte tilbage hertil fuldtid. Til sidst måtte jeg erkende, at mit hjerte lå – og ligger – i nærværet med unge, som har det svært. Ligeledes kunne jeg se nye veje, som jeg var overbevist om ville kunne mere end det, jeg før havde lavet. Så med andre tilgange og vinkler stiftede jeg Paradigmeskiftet, hvor jeg arbejder nu, med en række kolleger og frivillige, som jeg nærer enorm omsorg og respekt for. Ligeledes må jeg erkende, at jeg her for alvor, sammen med kolleger, har fundet en tilgang, som virkelig virker, og som jeg inderligt tror på er en vigtig vej i arbejdet for forandringer.
Sideløbende har jeg været i bestyrelsen for Lind Foundation og udgivet bøgerne ”Jobcenterkrisen”, ”Motiveret Beskæftigelse” og ”Fremtidens Kontanthjælp”, som jeg har trukket ud af boghandlen og oftest deler ud eller sælger meget billigt til mine foredrag.
Før alt dette lavede jeg en række større projekter i musik- og kulturbranchen.
Mit livs største oplevelser tæller at gå 800 km på Caminoen, at bo dybt inde i regnskoven i Nicaragua (i forbindelse med et halvt års projektansættelse hos Verdens Skove), min rejse rundt på Vestbredden i Palæstina, opstillingen til kommunalvalget i 2013 og åbningen af Fundamentet – samt CFSN.
I filosofien mener jeg, at man kan finde enormt megen nyttig og vigtig viden, så længe det er filosofi, som kan inddrages i den virkelige verden. Blandt mine favoritter er Marcus Aurelius og Sokrates. Blander man filosofien fra disse to herrer, opstår det, som jeg ser som opskriften på min tilgang til livet – og et tankesæt, vi burde bruge noget mere i vores liv: Sokrates snakker om godheden (Areté) som det højst opnåelige, og Marcus Aurelius snakker om den stoiske tilgang til livet og det ikke at søge hævn, begærlighed og egoistiske opfyldelser, men at se sig som en del af noget større. Det at tænke helheden først.
Jeg ser således min vigtigste opgave som værende det at bistå dem, som har det sværest, tale med og for dem, som ikke får lov at tale – og synliggøre over for systemerne, når de ikke lever op til deres eksistensberettigelse og kan bedre sig.
Jeg vil gerne medvirke til at samle folk på tværs af politiske uenigheder om noget, som er til gavn for os alle. Hvis vi ikke tænker empatisk, langsigtet og humant, mister vi vores egen menneskelighed. Af samme grund ligger kampen mod racisme, kortsigtede beslutninger fra toppen og de mange overgreb i f.eks. Palæstina mig også tungt på hjertet.
I mit sind er det en myte, at verden skulle være et smukt sted. Den er lige præcis, som den fremstår: fuld af begærlighed, vold, klimamæssige ødelæggelser, fattigdom, sorg, ensomhed og i bund og grund uretfærdighed.
Men midt i elendigheden kan vi sprede lys og glæde – det er det eneste formål, livet kan have: Gør godt, mens du kan, og lejlighed gives.
I bund og grund er jeg iværksætter med socialt fokus. I fritiden bokser jeg, spiller trommer og går meget op i filosofi, historie og samfund.
Før alt står min søn Nil.
Forud for alt det her lavede jeg en masse kulturarbejde i Aarhus og lavede bl.a. Danmarks første 360 graders pladeselskab. Jeg har fundet noget tekst på nettet, som fortæller lidt om baggrunden for at være, hvor jeg er i dag:
Steffen Rasmussen er tidligere kendt for hans arbejde med Danmarks første 360 graders pladeselskab Strange Ears samt Vækstlagsrådgivningen, magasinet ’Det Nye Sort’ og planlægningen af en række større indoor-festivaler. I 2010, kort efter at være nomineret som ’Årets Unge Håb’ af Ivækst samt indstillet til Kulturnatprisen, lukkede Steffen ned for alle projekter og rejste på pilgrimsrejsen Caminoen i Spanien, hvor han vandrede 800 km alene.
En rejse, som førte til nye tanker om socialt ansvar og bæredygtige forandringer i ens arbejde. Steffen udgav herefter bogen Kulturel Iværksætter – en historie & en guide og blev senere kampagneleder hos ’Verdens Skove’ og genstartede Nepenthes’ historiske regnskovskampagne fra 80’erne – en kampagne, som i 2010 samlede knap 350.000 kroner ind til regnskovsbevarelse på få måneder. Steffen har siden arrangeret juleaften for ensomme tre gange og blev Aarhus’ 9. største stemmesluger til kommunalvalget i 2012. Herefter valgte han at være hjemløs i seks måneder samt at opsige sit arbejde for at have tid og råd til at stifte organisationen ’Fundamentet’ – en organisation, som under sætningen ’Sociale forandringer i bæredygtigt fællesskab’ er en ny organisation for socialt udsatte, der søger at nytænke det sociale arbejde. Det Levende Menneske er en samling af de tanker og refleksioner, som arbejdet med kultur, udsatte og miljø har skabt.


Litteraturen kan noget helt unikt. Det, at vi har muligheden for at tilegne os tilbageblik i historien, ny viden, andres personlige oplevelser, overvejelser, filosofiske indblik, adfærdsmæssige sammenhænge og viden om begivenheder, er næsten magisk. Derfor har bøgerne altid spillet en væsentlig rolle i mit liv.
Hver gang vi lukker en bog og erklærer den for færdig, ved vi mere, end vi gjorde før. Det betyder, at vi kan handle, beslutte og tale mere nuanceret, end vi kunne før. Alt afhængig af, hvad vi læser, selvfølgelig.
Her vil jeg gerne anbefale nogle af de bøger, som har haft størst betydning for mig, og som jeg mener, ethvert menneske burde læse.